En ny lov om turistvirksomhed i Grønland er blevet vedtaget. Loven træder i kraft den 1. januar 2025.
Her er et hurtigt overblik:
Lovens anvendelsesområde (”turistvirksomhed”)
Loven finder anvendelse på ”turistvirksomhed” – dvs. udbud af oplevelser i Grønland fortrinsvist til turister med et kommercielt formål i form af dagsture uden overnatning og ture af flere dages varighed.
Loven omfatter derimod ikke hotelvirksomhed eller udførelse af ren personbefordring (uden elementer af turistvirksomhed).
Ved en ”turist” forstås alle personer (dvs. både udlændinge og lokale), der rejser til et sted uden for deres normale opholdssted eller bopæl med fornøjelse, rekreation eller ferie for øje (helt eller delvist).
Krav om licens til at drive turistvirksomhed
Fremover skal man have en licens for at kunne udøve turistvirksomhed i Grønland, medmindre den årlige omsætning ikke overstiger 50.000 kr. En turistaktør kan både være en fysisk og juridisk person.
En licens kan meddeles under forudsætning af, at man opfylder følgende betingelser:
- fysiske personer; skal have folkeregisteradresse i og være fuldt skattepligtige til Grønland, og må ikke være taget under insolvensbehandling.
- juridiske personer; skal være et kapitalselskab (A/S eller ApS) eller et personselskab (I/S) med hjemsted i Grønland, og må ikke være taget under insolvensbehandling. Desuden skal mindst 2/3-dele af et kapitalselskabs kapital og stemmerettighederne ejes (direkte eller indirekte) af en fysisk person, som opfylder betingelserne ovenfor. For personselskaber skal mindst 2/3-dele af deltagerne opfylde betingelserne.
Krav om sikkerhedsplaner og forsikring m.v.
Ved ansøgning om en licens skal medfølge en skriftlig sikkerhedsplan indeholdende en risikovurdering og beredskabsplan, som til enhver tid skal være tilgængelig for turister på grønlandsk og engelsk.
Risikovurderingen skal være egnet til at bibringe turisterne en klar og omfattende information om de vigtigste risikofaktorer forbundet med aktiviteten. Ved tilrettelæggelse af en aktivitet skal risikovurderingen lægges til grund for udvælgelse af medarbejdere, herunder rejseledere, for tidspunktet for turen, for vurdering af ydre forhold, for valg af udstyr m.v.
Turistvirksomhed skal som udgangspunkt være dækket af forsikring eller sikkerhedsstillelse.
Dispensation
Naalakkersuisut kan i særlige tilfælde dispensere fra betingelserne for at opnå en licens, og fra bestemmelserne om sikkerhedsplaner og forsikring m.v. Dispensation kan gives for 2 år og forlænges i op til 2 år ad gangen.
Overgangsregler
Loven træder i kraft den 1. januar 2025. Dog gælder loven ikke frem til og med 1. januar 2027 for turistvirksomhed, der lovligt udøves umiddelbart før lovens ikrafttræden.
Som anført i lovbemærkningerne medfører de nye krav, at nuværende turistaktører kan blive nødsaget til at ændre deres ejerskabs- og kontrolstruktur for at opfylde de nye krav.
Fremover vil der også i branchen blive et øget behov for indgåelse af aftaler om forskellige ejerkonstruktioner og joint-ventures, samt ejeraftaler og samarbejdsaftaler.
For besvarelse af spørgsmål og uddybning kontakt partner, advokat Helen Kibsgaard (hk@nuna-law.gl ) eller partner, advokat Thor Suhr (ts@nuna-law.gl).