Departementet for Erhverv har udsendt et udkast til anordning for selskabsloven i høring som forventes at træde i kraft den 1. januar 2022. Ændringen medfører en række forhold, som selskaber skal iagttage.
Krav om registrering af reelle ejere. Risiko for tvangsopløsning ved manglende registrering
Med ændringen bliver der i den grønlandske selskabslov indført begrebet reelle ejere. Reelle ejere må ikke forveksles med legale ejere, der er den direkte ejer. Reelle ejere er de fysiske personer, som i sidste ende ejer mere end 25 procent af stemmerne eller kapitalen af et selskab. Ejerskabet kan være et indirekte ejerskab igennem en selskabskonstruktion, overdragelse ved aftale eller pant.
Det bliver pr. 1. januar 2022 et krav, at alle selskaber registrerer de reelle ejere. Kravet om registrering gælder, uanset at de reelle ejere er identiske med de legale ejere. Erhvervsstyrelsens mulighed for at sende selskaber til tvangsopløsning efter selskabslovens § 225 bliver i forlængelse af kravet om registrering af reelle ejere udvidet med mulighed for at sende selskaber til tvangsopløsning, der ikke har foretaget registrering af reel ejer.
Nuna Advokater tilbyder bistand til at få registreret reelle ejere.
Nedsættelse af kravet om selskabskapital
Selskabskapitalen, der kræves for at stifte et selskab, nedsættes fra henholdsvis kr. 50.000 til kr. 40.000 for anpartsselskaber og fra kr. 500.000 til kr. 400.000 for aktieselskaber.
Nye muligheder for kapitalejerlån
Med ændringen udvides adgangen for selskaber til at yde lån, stille sikkerhed m.v., til selskabets ejere eller ledelse.
Adgangen lovliggør de såkaldte kapitalejerlån, såfremt de gives inden for selskabets frie reserver og på sædvanlige markedsvilkår, såfremt en sådan besluttes træffes af generalforsamlingen eller af det centrale ledelsesorgan, som er bemyndiget af generalforsamlingen.
Afskaffelse af 1 kr. iværksætterselskaber
Fra 1. januar 2022 vil det ikke længere være muligt at stifte iværksætterselskaber i Grønland. Iværksætterselskaberne er kendetegnet ved at kravet til minimumskapital for stiftelse kun er 1 krone, og at selskabet har begrænset hæftelse. Eksisterende iværksætterselskaber skal omdannes til anpartsselskaber inden den 1. januar 2024. Iværksætterselskaber der ikke er omdannet, vil af Erhvervsstyrelsen blive sendt til tvangsopløsning.
For henvendelser og spørgsmål til ovenstående bedes kontakt rettes til advokat Thor Suhr.
Email: ts@nuna-law.gl
tlf: 580100