Grønland er nu også ramt af coronavirussen, karantæner og andre restriktioner, som betyder, at aktiviteter i vid udstrækning lukkes ned. Rent kontraktligt opstår der spørgsmål om, hvem der egentlig skal bære ansvar og risiko for den manglende opfyldelse?

Såfremt en part ikke kan opfylde sine kontraktuelle forpligtelser, vil den anden part som udgangspunkt kunne gøre misligholdelsesbeføjelser gældende. Undtagelse kan imidlertid gælde, hvis der foreligger ”force majeure” – hvilket som udgangspunkt har den konsekvens, at den ramte parts forpligtelse til at opfylde aftalen suspenderes, indtil force majeure hindringen bortfalder.

Foreligger der force majeure?

For at der kan anses at foreligge force majeure, skal der være er tale en upåregnelig begivenhed (som ikke kunne forudses ved kontraktindgåelsen), som er uden for parternes kontrol, og som (objektivt set) umuliggør opfyldelse af de kontraktuelle forpligtelser.

Vurderingen skal foretages helt konkret fra kontrakt til kontrakt og sag til sag under hensyn til de relevante omstændigheder. Det afgørende er, at opfyldelse reelt er umuliggjort. Uanset den alvorlige samfundsmæssige situation, coronavirussen har udløst, kan man således ikke generelt basere sig på corona som ”force majeure”. Det er heller ikke nok, at opfyldelsen bliver mere besværlig eller dyrere. Corona skal altså konkret have forårsaget en hindring for, at man kan levere en given vare eller ydelse.

Hvad er konsekvensen?

Dernæst skal man kigge på, om force majeure – og ikke mindst håndteringen af en force majeure-situation – er reguleret i parternes kontrakt. Som udgangspunkt har force majeure som nævnt den konsekvens, at den ramte parts forpligtelse til at opfylde aftalen suspenderes, indtil force majeure hindringen bortfalder.

Der kan dog være særlig regulering i kontrakten – og der ses bl.a. ofte aftalt adgang for den anden part at opsige kontrakten, såfremt force majeure-situationen hindrer opfyldelse i en given periode. Desuden skal man være opmærksom på, om det er bestemt i kontrakten, at kontrakten skal reguleres af et andet lands ret i stedet for grønlandsk (eller dansk) ret, da regulering af force majeure kan være forskellig fra land til land.

Såfremt man ikke har indgået nogen skriftlig aftale, såfremt kontrakten ikke indeholder bestemmelser om force majeure – eller såfremt en force majeure-klausul i aftalen ikke nævner epidemier, pandemier og offentlige indgreb i forbindelse hermed, kan man efter omstændighederne muligvis alligevel påberåbe sig force majeure, som også gælder ifølge almindelige retsprincipper ifølge grønlandsk ret.

Det er den part, som påberåber sig force majeure, der har bevisbyrden for, at de konkrete omstændigheder udgør force majeure og dermed et grundlag for ansvarsfrihed. Derfor er det også forbundet med en standpunktsrisiko, hvis man påberåber sig coronavirussen som force majeure.

Hvad skal jeg gøre nu?

Det er vigtigt, at man forholder sig til, om force majeure foreligger i det enkelte tilfælde, og hvilke konsekvenser det måtte udløse;

  • Tjek din kontrakt og særligt bestemmelserne om force majeure og lovvalg for at vurdere de mulige konsekvenser af force majeure.
  • Såfremt din kontraktpart påberåber sig force majeure i relation til sin manglende opfyldelse, bør du anmode om en redegørelse for, hvorfor det er umuligt at levere de pågældende vare eller ydelser.

Er man ramt eller forventer man at blive ramt af force majeure, er det vigtigt, at man underretter sin kontraktpart herom. Hver part skal søge sit tab begrænset ved sådanne handlinger, som med rimelighed kan kræves, og det er derfor vigtigt at give sin kontraktpart besked.

Endelig bør det overvejes at gå i dialog med henblik på at finde en fælles løsning – og så vidt muligt indgå aftale herom for at minimere risici og skabe forudsigelighed om konsekvenserne af corona-udbruddet i begge parters interesse.

Nuna Advokater står klar til at rådgive og bistår gerne med vurdering af konkrete kontraktbestemmelser, råd og vejledning.

Helen Kibsgaard
Advokat
(+299) 55 17 70
hk@nuna-law.gl