Sidste år blev fortolkningen af reglerne for brug af udenlandsk arbejdskraft i mineindustrien pludselig ændret. Nu slår integrationsministeriet bak på to afgørende punkter

Det kom som et lyn fra en klar himmel, da fortolkningen af reglerne for brug af udenlandsk arbejdskraft sidste år blev ændret på tre væsentlige punkter.

Indtil da kunne udenlandske arbejdere nemlig arbejde uden en særlig arbejdstilladelse. Men uden at det på noget tidspunkt blev meldt officielt ud, blev fortolkningen af reglerne sidste år strammet, så det ikke længere skulle gælde under en udvindingslicens men udelukkende under efterforskningen. Dernæst skulle det kunne gælde for særligt specialiserede medarbejdere og så måtte de kun opholde sig i Grønland i tre måneder.

Nu slår integrationsministeriet imidlertid bak på de første to punkter. Det fremgår af et nyhedsbrev fra advokat Peter Schriver fra Nuna Law.

Det var ligeledes Peter Schriver, der sidste år gjorde opmærksom på regelændringen, som han fandt ulogisk og i strid med lovgivningen.

Selvstyret bad om ændringen

Siden har hans firma forsøgt at få en afklaring af reglerne i det danske integrationsministerium. Først en henvendelse direkte til integrationsminister Inger Støjberg (V) i samarbejde med Grønlands Erhverv og folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA) har bragt klarhed over reglerne.

Det er nemlig det danske integrationsministerium, der formelt har ansvaret for regler vedrørende udenlandsk arbejdskraft. Ændringen af fortolkningen af reglerne var imidlertid kommet i stand på initiativ af det daværende Departement for Erhverv, Handel, Arbejdsmarked og Energi i Selvstyret.

Men nu ser det altså ud til, at man på to punkter er gået for langt i fortolkningen.

Således bliver det nu igen tilladt for mineindustrien at benytte udenlandsk arbejdskraft uden særlig tilladeles både under efterforskningen og udvindingen, fremgår det af nyhedsbrevet fra Peter Schriver. Og ligeledes bliver kravet om, at der skal være tale om specialister droppet.

Til gengæld bliver reglen om de tre måneder opretholdt.

 

Læse artiklen på Sermitsiaq.ag ved at klikke her